Opalsoen1600x400

En anderledes aktiv ferie på klippeøen

Bornholms 3 topattraktioner - på en helt anden måde

Aktiv sommerferie med genkendelige outdoor-aktiviteter i nye rammer

Er du til aktive ferier, hvor pulsen kommer op, og nye oplevelser bliver smidt i bagagen? Så er Bornholm det perfekte sted at sætte kursen mod. Og du behøver ikke kæmpe om pladsen med de andre hundrede-tusinde turister, der årligt valfarter til øen. Heller ikke selvom dine aktiviteter foregår ved topattraktionerne. Vi har nemlig samlet alternative måder at opleve tre af Bornholms mest populære seværdigheder på: Opalsøen, Hammershus og Gudhjem. 

Læs vores guide til turisten, der bare gerne vil nye sin aktive ferie i fred. 

1. Oplev Opalsøen

Med over 400.000 årligt besøgende er Opalsøen en af topattraktionerne på Bornholm. Og det er der også god grund til. Det tidligere stenbrud fra øens graniteventyr er nemlig blevet forvandlet til en magisk krystalblå sø, som du ikke finder andre steder. Netop derfor vil du også møde mange andre turister her - med mindre du selvfølgelig besøger Opalsøen på andre måder end den normale til fods.

Opalsoen2 600X600
  • Rapelling

Hæng ud ved Opalsøen - bogstaveligt talt. Du kan nemlig prøve at rappelle ned ad klippevæggen, Spejlet, lige ved søen. Her bliver du iført klatresele og handsker for efterfølgende at blive sendt 45 meter ned ad den stejle side. Du styrer selv tempoet - så kan du også bedre se alle de andre turister, der er stimlet sammen nede på jorden. 

  • Bowcombat

Er I en god samling af mennesker - venner såvel som familie - der er taget til Bornholm? Så er der god grobund for at vende oplevelsen ved Opalsøen helt på hovedet. I kan nemlig spille Bowcombat næsten ved Opalsøens bred. Her kombineres taktik, præcision og hurtighed med sightseeing. For mens I render rundt og skyder mod hinanden med bue og pil, foregår det med den krystalblå Opalsø i baggrunden. Flottere baggrundstæppe får I ikke til jeres kamp.

2. Se på Hammershus

Hammershus er en imponerende middelalderfæstning, der kan dateres tilbage til 1290’erne. Her kan du gå rundt blandt de rå sten, kigge ned i fangehuller og undersøge udgravningens mange facetter. Og dét gør mange. Ruinen på Bornholms nordspids er nemlig én af Danmarks mest besøgte turistattraktioner. Men du behøver ikke se borgen som og sammen med alle andre.

  • Shelter

Hammershus ligger ude på en imponerende klippeknude med direkte udsigt over Østersøen. Det er en udsigt, du ikke får mange steder. Så hvorfor ikke udnytte det? Hvis du er til en aktiv sommerferie, så er det bare at pakke soveposen og udforske naturen på egen hånd. Tæt ved Hammershus kan du nemlig sove i shelter, hvor der både er kig til Vang Granitbrud, Vang Pier og den imponerende borgruin, Hammershus, på de helt klare dage. Dét kalder vi et værelse med god udsigt, når det er allerbedst.

  • Mountainbike

Hvis du gerne vil opleve Hammershus i et lidt højere tempo end ved bare at gå rundt på besøgscentret og videre til de forskellige ruinrester, så er der mange muligheder. En af dem er at følge historien på mountainbike. Mange mountianbike-spor går nemlig forbi den store borgruin. Blandt andet tager Skovly-Sporet dig forbi Hammershus samt Jons Kapel og Vangs Stenbrud, mens Bjergmesterskbsrutens sidste etape foregår direkte forbi Hammershus i høj fart. 

Og det bedste ved det hele? Du kan gøre det, når du vil og uden at flokkes med alle de andre turister. 

Hammershus 600X600

3. Gudhjem

Gudhjem er Danmarks eneste bjergby. Her finder du maleriske motiver i nærmest alle afkroge, hvor de mange røgeriskorstene gør deres til, at byen skiller sig endnu mere ud. Foruden klipperne og de bornholmske skorstene, er byen også kendt for sin  færge til Christiansø samt sine glaspusterier. Og det er da også her, at alle turisterne strømmer til. For Gudhjem er tit overrendt af mennesker - selvom der egentlig kun er små 750 faste indbyggere i den lille by. 

Gudhjem er et særligt must på Bornholm - så hvordan kan du opleve den lille bjergby uden at flokkes med alt for mange andre turister?

Ski 600X600
  • Stå på ski

Hvis du gerne vil skære størstedelen af turisterne væk fra Bornholm, så skal du bare rejse uden for sommerferien. Især er vinteren en mere rolig tid på Bornholm. Og hvorfor så ikke lægge vejen forbi Bornholms skibakke lige uden for Gudhjem? På øens centrale skovområde finder du nemlig en skibakke, hvor du både kan stå alpin eller prøve langrend i de maskinpreparerede langrendsspor. Området har også to skovpister: En jævn blå og en stejl rød. Plus en blød bakke til nybegyndere.

Foruden den særlige mulighed for at stå på ski, får du også en helt fantastisk udsigt. Bakken ligger nemlig i 115 meters højde, så du kan se langt ud over Østersøen. 

  • Dykning 

Du kan også nemt opleve Gudhjem under overfladen og dykke godt ned i byen. I egentligste forstand. Der er nemlig gode muligheder for at dykke på solskinsøen - især ved Gudhjem. Sletten lige udenfor byen er faktisk et helt særligt dykkersted, der med sit rige dyreliv, klippesprækker og -vægge giver et ret anderledes og uforglemmeligt indblik i bjergbyen, og hvad det bornholmske hav kan byde på.