
En have, der skifter med årstiderne
Tivoli er aldrig helt den samme. Gennem året ændrer Haven udtryk og stemning og forvandles til nye, sanselige universer. Foråret bringer blomstrende bede og påskens lyse farver, hvor æg, pasteller og frisk forårsstemning sætter rammen.
Om sommeren står det hele i fuldt flor med frodig beplantning, grønne åndehuller og kulørte lamper, der kaster lys over de varme aftener. Efteråret flytter ind med græskar, lanterner og fine (u)hyggelige detaljer til Halloween, som giver Haven et magisk strejf af gys.
Når vinteren sænker sig, forvandles Tivoli til et strålende juleeventyr med tusindvis af funklende lys, duftende gran og dekorationer, der fuldender den eventyrlige stemning.




